Her bliver der ordineret bøger

bogdoktor

Pelle Hvenegaard om sin nye digtsamling '100 dage 100 digte'

- forfatterinterview -

Jeg læste Pelles nye bog i juli måned, og jeg blev væltet fuldkommen bagover...


Jeg formoder, at de fleste i varierende grad har hørt om Pelle Hvenegaard. Især i forbindelse med tv- og filmbranchen måske, men de seneste år har han også kunne tilføje 'forfatter' til CV'et. Jeg havde dog ikke læst nogle af hans bøger, før jeg modtog hans nye digtsamling '100 dage 100 digte - hverdagstanker fra en coronatid' i juli. Jeg anede ikke hvad jeg skulle forvente. Men jeg blev umådeligt positivt overrasket (læs min anmeldelse på instagram)


Hans nye digtsamling er resultatet af et projekt han satte sig for i begyndelsen af marts 2020. Han følte, at han havde brug for, at noget skulle tvinge ham igang med skrivningen igen - og da digtgenren altid har føltes utilnærmelig, blev udfordringen, at han skulle skrive ét digt hver aften i 100 dage. Han kunne så ikke vide, at vores statsminister lukkede landet ned kort tid efter - en begivenhed der skulle vise sig at ændre hele vores samfund og hverdag, men også hans digtsamling.

Foto: Pelles instagram

Pelle kaldt selv skriveprojektet for "kreativitet med en pistol for panden". Jeg synes det var et modigt projekt at gå igang med, og ville derfor gerne høre, om han synes det virkede efter hensigten - fik han gang i kreativiteten og kunne han finde på at gøre det igen?


"Det var en fantastisk øvelse, der har lært mig rigtig meget om, hvor meget jeg egentlig kan, hvis jeg eliminerer alle muligheder for overspringshandlinger og undskyldninger. Når jeg nu skulle skrive ét digt om dagen, så var der ingen kære mor, ingen mulighed for at ”vente på inspirationen” eller hvad der nu måtte være af forbehold eller begrænsninger. Vigtigst af alt lykkedes det mig faktisk at smide min værste modstander (og kimen til mangen en gang skriveblokeringer), og det er, at det skal være perfekt fra start - en overdrevet fokus på at ville eller skulle overskue og udtænke det hele, før det er lavet/skrevet. Derudover hjalp det mig også, at skrive for min egen skyld, at grundlæggende være ligeglad med modtageren og alle de krav og forventninger, der kan trækkes ned over et projekt, hvis man fokuserer for meget på det. Jeg åbnede med andre ord bare for ”sluserne” og slap mig selv, mine tanker og følelser fri. Det kan godt være, at der kunne have været mere fokus på formen, eller have været tænkt og leget mere med sproget, men det var befriende bare at skrive fra hjertet/hjernen så ufiltreret som muligt, og det blev i det mindste meget ærligt og oprigtigt. Så for egentlig at svare på dit spørgsmål, så JA, jeg vil gerne gøre det igen og kan i den grad anbefale det til andre."


Det er forfriskende at høre om succeshistorier, når mennesker vælger at følge mavefornemmelsen og lysten, og ikke lade sig begrænse af frygt og forventninger. Hvis du spørger mig, så var det jo en kæmpe succes - især digtene "Jeg er ikke bange for at dø" og "Jeg skal i Oprah" var jeg helt vilde med. De ramte dybt, dybt et sted hos mig. Derfor blev jeg også nødt til at høre, om Pelle mon havde et yndlingsdigt. 


"Jeg har egentlig mange og det er svært at vælge, for jeg synes, at de meget forskellige. Jeg kan dog godt lide Dag 25 ”Manden med tomme øjne”, der har det helt store perspektiv med ind over. Jeg synes, at det at fortælle om en, der reelt har mistet alt - måske oven i købet sit barn!? - og så om vores ”krise” - coronakrisen - er et vildt perspektiv, der måske også sætter det der såkaldte ”samfundssind” lidt i relief - især hvis man tænker det ind i en global kontekst og sætter det op imod, hvad man måske kunne kalde 'et verdenssind'. Samtidig er jeg også rigtig glad for eksempelvis Dag 46 ”Du har brug for mig”, som er et blik helt ind i det nære og nogle af de følelser der ligger i at være (adoptiv-) far."


Jeg synes også de to omtalte digte var utrolig stærke. Det rammer også meget godt, hvad han formåede at lykkes med i bogen: at ramme ømme punkter vidt omkring. Han ramte plet: om det var coronakrisen, om fattigdom, død, sorg, kærlighed eller mangel på samme. Jeg har et lille personligt ønske om, at han måske fortsætter med digtgenren - på et tidspunkt. Mon Pelle også har dette ønske, eller skal han skrive noget helt andet næste gang?


"Jeg har i den grad fået blod på tanden, men jeg ved ikke, om det skal være digte lige næste gang, for jeg er også nysgerrigt anlagt og har umiddelbart lyst til at kaste mig over fiktion, når jeg igen sætter mig til tasterne. Men jeg synes at digtformatet er en sjov og vanvittig givende måde at skrive på, så mon ikke jeg vender tilbage til den på et tidspunkt!?

Men lige nu, er det lidt tanken, at kaste mig over et par tv-projekter - er allerede i gang med det første. Har længe savnet at lave tv og at arbejde sammen med andre. Samtidig er det også nødvendigt her oven på corona (og forfatterlivet generelt!) at tjene nogle penge…"


Jeg ved ikke om det bare er mig (jeg tvivler!) - men jeg synes simpelthen coveret på bogen er så nytænkende og fungerer som et smukt blikfang på reolen. Den lyserøde baggrund og de 100 blå prikker. Ofte er digtsamlinger mere konservative i farverne, og derfor synes jeg disse farver var et friskt og tiltrængt pust til genren. Jeg spurgte derfor Pelle, hvad hans tanker om det visuelle udtryk havde været optil udgivelsen:


"Jeg havde egentlig tænkt, at bogen skulle have været helt klassisk digtbogssamlingsagtig - helt hvid med en enkelt sort titel og så mit navn. Jeg savnede dog hurtigt lidt liv, lidt farver og måske lidt humor eller måske at komme lidt væk fra det lidt selvhøjtidelige der lå i det, da jeg havde lavet sådan en forside til at starte med. Jeg ville gerne give bogen lidt mere KAPOW. Derfor tog jeg fat i Hjortefar, der lavede coveret på min seneste bog ”Bare stik ham en!”. Han vendte næsten med det samme tilbage med idéen med de 100 prikker, og så gav det pludselig mening - små selvstændige enheder/digte, der tilsammen giver mening og bliver til noget større - en større fortælling. Nogle gange kan man bare mærke, at ”der var den!”. Og angående farverne: Hmmm - vi prøvede mange kombinationer, men det var umiddelbart det fedeste/sjoveste - MEN når det så er sagt, så overvejer jeg/vi faktisk en anden farvekombination, hvis bogen nu skulle gå i andet oplag…"


Måske kender du Pelle fra hans rolle i 'Pelle Erobreren'? Eller hans værtsrolle i 'Dagens mand'? Eller måske efter han havde udgivet sine to første bøger 'Kære Zoe Ukhona' eller 'Bare stik ham en!"? Uanset hvad, er det i hvertfald i forbindelse med noget kreativt, da dét netop virker til at være fællesnævneren for alt det han beskæftiger sig med arbejdsmæssigt. Jeg var derfor nysgerrig på at høre, om det mon var som skuespiller, vært eller forfatter, han følte han bedst kunne udfolde sin kreativitet?


"Det er meget svært at svare på, da alle de ting, jeg har lavet, indeholder ekstremt meget kreativitet, bare med forskelige udtryk. Jeg oplever dog, at den allerstørste grad af frihed og kompromisløshed ligger i det at skrive. Her er det virkelig mig, der bestemmer, og alt kan lade sig gøre - og det er vanvittig fedt og tilfredsstillende. Til gengæld er der altså også noget ekstremt givende i at få et helt hold til at fungere og gå i takt eller være kreative sammen i skabelsen af fx et tv-program. Men friheden til at skrive, og glæden ved at udkomme ”rent som mig” kommer jeg ikke til at slippe, nu hvor jeg har ”opdaget” den."


Personligt klapper jeg lidt i hænderne over, at han ikke har tænkt sig at slippe skriveriet. Det er skønt at høre, at han finder så mange positive ting ved forfatterlivet. Men derfor blev jeg jo også nødt til at høre, hvad der mon er det hårdeste ved at være forfatter?


"Jeg vil sige, at jeg glad for ikke alene, at leve et ”forfatterliv”. Jeg er for det første ret socialt anlagt, og har brug for at indgå i relationer med andre - også arbejdsmæssigt. Jeg synes også, at det er inspirerende, at have min gang og virke andre steder - ude i den ”virkelige verden”. Samtidig er det også nødvendigt, da den økonomiske side af det at skrive, nok må betegnes som noget af det hårdeste, da det kan være rigtig svært at leve af det."


Jeg er ikke forfatter, men alligevel er det ikke svært at forestille sig udfordringerne ved det frie og kreative liv. Men hvor er det heldigt for os alle, at nogle gør det - og er dygtige til det. Oftest er forfattere selv flittige læsere, og jeg satte derfor Pelle på en lidt tarveligt opgave, da jeg spurgte ham, hvilken bog han ville vælge, hvis han kun måtte læse én fra nu og resten af sit liv: 


"Puha, det ville være et mareridtsscenarie! Jeg er ikke sådan en, der er inspireret af én ting, ét værk, eller én genre eller lignende. Jeg elsker, at bevæge mig rundt omkring - gerne ud i ukendt og nyt terræn, hvilket mine seneste læsninger også vidner om. Pt er jeg i gang med at læse ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie”, før den stod den på ”Sygeplejersken” og før den ”Hvis De lige vil sidde helt stille, frue - dr. Jacobsen er ny på afdelingen”. Her var jeg altså af et par gange på et besøg i sygehusverdenen, men før det var jeg et smut i ghettoen med ”Sort Land” - og før det slugte jeg Jønkes bøger ovenpå ”Den underjordiske jernbane”. Så interesserne og læsningen spænder meget bredt og jeg ville hade, kun at skulle vælge et udsyn eller en indsigt. Skulle jeg dog være tvangsindlagt til én ting resten af livet, ville det lige nu være tv-serie ”This is us” - hvor jeg græder, griner og igen og igen bliver præsenteret med livet og menneskenes skønhed og udfordringer - men som sagt, den er kun valgt, fordi det er dér jeg er lige nu."


Jeg kunne altså ikke få Pelle til at vælge én bog ud af alle sine bøger - tja, som kæmpe bogsamler og litteraturelsker forstår man ham jo godt. Jeg ville heller ikke selv vide, hvad jeg skulle svare til mit eget onde spørgsmål. Men det er vist helt tydeligt, at han kan lide at komme vidt omkring i bogverdenen og er en flittig læser. Jeg forsøgte mig derefter med et lidt mildere spørgsmål, for at komme lidt nærmere hans bogsmag. Er der mon en undervurderet bog, som han elsker og ønsker at flere burde læse?


"Hvis man som jeg lider lidt af weltschmerz og sortsyn, så kan jeg kun anbefale ”Factfulness” og dens veldokumenterede pointe om, at verden grundlæggende er på vej et bedre sted hen. Langt flere piger går i skole, færre lever i ekstrem fattigdom etc. Den skal ikke være en undskyldning for ikke at gøre meget mere, men det er rart, at blive mindet om, at tingene flytter sig, og at det måske ikke ser helt så håbløst ud, som det til tider kan synes - især, hvis vi bliver ved med at gøre en stor forskel."


Jeg har da lige fået endnu en bog på læselisten. Factfulness lyder som et håbefuldt og positivt strejf, som hverdagen midt i coronatid og efterår nok har godt af at mærke.

Lidt modvilligt måtte jeg til at afslutte interviewet med Pelle. Og jeg synes jeg har fået en masse gode svar på alle mine bogrelaterede spørgsmål. Men der er bare én ting jeg mangler at få svar på. I '100 dage 100 digte' får vi at vide, at Pelles snackforbrug steg markant under lockdown (godt at vide, jeg ikke var den eneste...). Så vigtigst af alt: hvad var hans yndlingssnack så?!


"Puha, den liste er laaaang. Men jeg er grundlæggende en lakridsmand - og skal snackindtagelsen op på den helt store klinge, så banker jeg ind til Bülow og køber en dåse luksuslakrids eller to."


Tak til Pelle for at ville være med. Tak for ærlighed - både i din bog og i dine svar til dette interview. 


21/09/2020